Rekruttering

Vores rekrutteringsproces

I Dagrofa ønsker vi at være en
attraktiv arbejdsplads

I den forbindelse bestræber vi os selvfølgelig på at agere professionelt i alle facetter af rekrutteringsprocessen. Det er her, vi skaber den første og vigtige kontakt med vores medarbejdere, og det vil vi gerne gøre ordentligt.

Når du søger et job i Dagrofa koncernen, ønsker vi, at du oplever en åben, ærlig og direkte kommunikation, hvor du får mulighed for at give et retvisende billede af dig selv – både fagligt såvel som personligt.

I Dagrofa koncernen vil vi behandle din ansøgning individuelt og med respekt, og du vil opleve fuld fortrolighed i hele rekrutteringsprocessen. Vi sikrer, at dine personoplysninger opbevares og behandles i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen. Du kan læse mere om vores behandling af dine personoplysninger nedenfor.

 

Din ansøgning

For at komme i betragtning til en stilling skal du indsende din ansøgning og dit CV via vores rekrutteringssystem. Når du søger en stilling via vores rekrutteringssystemet, kan vi sikre, at din ansøgning bliver behandlet af relevante personer i koncernen. Du har mulighed for at angive, at vi må tage din ansøgning i betragtning til andre ledige stillinger i fremtiden. I rekrutteringssystemet opbevarer vi dine personoplysninger i et halvt år, hvorefter de automatisk slettes i systemet.  Forinden kontakter vi dig på mail for at høre, om du er interesseret i, at vi opbevarer dine personoplysninger i vores database i yderligere et halvt år.

Vores rekrutteringsproces er opdelt i følgende faser

Første samtale

Under første samtale vil du primært møde den rekrutterende leder. Denne samtale vil have hovedvægt på dine faglige kompetencer, men vil naturligvis også omhandle dine personlige kompetencer og din motivation for at søge den pågældende stilling. Vi tilstræber, at du får en hurtig tilbagemelding efter samtalen.

Anden samtale

For de fleste rekrutteringer vil vi invitere egnede kandidater til en anden samtale, hvor der typisk også deltager en HR Partner. Samtalen vil primært omhandle dine personlige kompetencer. Samtidig vil der selvfølgelig være mulighed for at stille opfølgende spørgsmål på baggrund af dine refleksioner fra første samtale.

Straffeattest

Ved besættelse af nogle typer af stillinger indhenter vi straffeattest, hvilket typisk sker mellem første og anden samtale. Vi vil vurdere, om et eventuelt strafbart forhold er uforeneligt med, at du kan bestride den ledige stilling hos os. Straffeattesten slettes med det samme.

Personprofil og test

Hvis det er relevant i forhold til stillingen, vil vi bede dig udfylde en personprofil og eventuelt en færdighedstest. Dette vil typisk ske forud for anden samtale. Resultaterne vil indgå i den endelige vurdering af dit match med Dagrofa og den konkrete stilling.

Referencer

For at få bekræftet oplysninger fra samtalen eller for at få adgang til ny information, kan vi indhente referencer fra enten nuværende eller tidligere arbejdsgivere. Dette sker efter forudgående aftale med dig.

LinkedIn og sociale medier

Søgning på LinkedIn og sociale medier er ikke en fast del af vores rekrutteringsproces, men det kan forekomme, hvis det vurderes at være relevant i det enkelte tilfælde.

Ansættelse

Efter anden samtale vurderer vi, om du skal inviteres til endnu en samtale, hvis der f.eks. er spørgsmål eller forhold, som skal afklares yderligere. Hvis vi på baggrund af hele rekrutteringsprocessen vurderer et rigtigt match mellem din profil og stillingen, vil vi tilbyde dig stillingen og håber, at du samtidig synes, det kunne være spændende at arbejde for Dagrofa koncernen.

Når du bliver ansat, vil du få flere oplysninger om, hvordan vi behandler dine personoplysninger under ansættelsesforholdet. Vi glæder os til at høre fra dig!

Behandling af dine personoplysninger i rekrutteringsprocessen

Dagrofa ApS er dataansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, som vi har modtaget om dig.

Formålene med og retsgrundlaget for behandlingen af dine personoplysninger:

Når du søger en stilling hos os, behandler vi dine personoplysninger, herunder ansøgning og CV, for at kunne vurdere og ansætte den mest kvalificerede og bedst egnede kandidat til stillingen. Oplysninger fra personprofil, test, straffeattest, referencer og LinkedIn eller sociale medier, behandler vi ligeledes for at kunne ansætte den bedst egnede kandidat til stillingen.

Retsgrundlaget for vores behandling af dine personoplysninger er vores legitime interesse i at kunne vurdere og ansætte den mest kvalificerede og bedst egnede kandidat, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f og for behandling af oplysninger i straffeattest, er retsgrundlaget databeskyttelsesloven § 8, stk. 3, 2. pkt., jf. databeskyttelsesforordningens artikel 10. For evt. følsomme personoplysninger er retsgrundlaget databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra f.

Retsgrundlaget for vores opbevaring af dine oplysninger med henblik på at kunne tage din ansøgning i betragtning til andre fremtidige ledige stillinger, er dit samtykke, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a, og for behandling af oplysninger fra referencer ligeledes dit samtykke, jf. databeskyttelseslovens § 12, stk. 3.

Typer af personoplysninger

Vi behandler de ovenfor nævnte personoplysninger samt almindelige personoplysninger såsom navn, adresse, telefonnummer og e-mailadresse, uddannelsesniveau og erhvervserfaring, samt øvrige oplysninger i din ansøgning og dokumenter, herunder evt. foto.

Vi behandler ikke følsomme personoplysninger, medmindre du selv vælger at oplyse os om sådanne.

Opbevaring og sletning

Vi opbevarer dine personoplysninger i et halvt år, hvorefter de slettes. Forinden kontakter vi dig dog på mail for at høre, om du fortsat er interesseret i, at vi opbevarer dine personoplysninger i vores database i yderligere et halvt år.

Straffeattest slettes med det samme.

Personprofil og testresultat gemmes, hvis du bliver ansat. Hvis du ikke bliver ansat, gemmer vi dem i et halvt år, hvorefter de slettes.

Videregivelse

Vi videregiver dine personoplysninger til vores rekrutteringssystem og vores leverandør af personprofiler og tests. Vores databehandlere har forpligtet sig til at pålægge deres egne underdatabehandlere de samme databeskyttelsesforpligtelser som dem, vi har pålagt databehandleren.

Vi overfører ikke dine personoplysninger til modtagere uden for EU og EØS.

Hvorfra vi har dine oplysninger

Vi behandler alene oplysninger, som er indsamlet hos dig eller hos en evt. reference i forbindelse med rekrutteringsprocessen.

Automatiske afgørelser, herunder profilering

Vi anvender ikke automatiske afgørelser.

Vi anvender personprofiler i det omfang, det er relevant for den stilling, du søger. Du kan læse herom ovenfor under personprofil og test ovenfor.

Dine rettigheder:

Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder i forhold til vores behandling af oplysninger om dig.

Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder, skal du kontakte os.

Når behandlingen af dine personoplysninger er baseret på dit samtykke, har du ret til at trække dit samtykke tilbage. Det betyder, at vi fremadrettet stopper med at bruge dit samtykke som behandlingsgrundlag. Din tilbagetrækning påvirker ikke lovligheden af den behandling, som vi foretog, inden du trak dit samtykke tilbage. Din tilbagetrækning gælder kun de oplysninger, vi har behandlet på grundlag af dit samtykke og derfor ikke oplysninger, som vi behandler på et andet grundlag.

Du har ret til at få indsigt i de oplysninger, som vi behandler om dig.

Du har ret til berigtigelse, dvs. at få urigtige oplysninger om dig selv rettet.

I særlige tilfælde har du ret til at få slettet oplysninger om dig, inden tidspunktet for vores almindelige generelle slettefrist indtræder.

Du har i visse tilfælde ret til at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset. Hvis du har ret til at få begrænset behandlingen, må vi fremover kun behandle oplysningerne – bortset fra opbevaring – med dit samtykke, eller med henblik på at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, eller for at beskytte en person eller vigtige samfundsinteresser.

Du har i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod vores ellers lovlige behandling af dine personoplysninger. Du kan også gøre indsigelse mod behandling af dine oplysninger til direkte markedsføring.

Du har ret til dataportabilitet, dvs. til at modtage dine personoplysninger i et struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format samt at få overført disse personoplysninger fra én dataansvarlig til en anden uden hindring.

Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder, som du finder på www.datatilsynet.dk.

Klage

Du har ret til at indgive en klage til Datatilsynet, hvis du er utilfreds med den måde, vi behandler dine personoplysninger på. Du finder Datatilsynets kontaktoplysninger på www.datatilsynet.dk.

Vi håber, at du vil henvende dig til os først, så vi kan hjælpe dig og rette op på eventuelle misforståelser.