Kathrin er nyudnævnt IT-leder
Min vigtigste rolle
er at skabe bedre forudsætninger for teamet

24.3.2025 12:30:47 CET
Dagrofa ApSKathrin Veje Pastoft kommer med en marketingbaggrund i bagagen. I dag er det IT og ledelse, der fylder i arbejdslivet, da hun er nyudnævnt teamleder for Onsite IT & Butikssupport i Dagrofa IT. Her er hun for nylig blevet sat i spidsen for det team af medarbejdere, der på forskellig vis understøtter både driften og udviklingen af kassesystem samt den IT-hardware, som får hverdagen til at fungere på Dagrofas terminaler og ude i butikkerne.
Hun tiltrådte stillingen som teamleder Onsite IT & Butikssupport efter at have været tre år i Dagrofa, og 33-årige Kathrin Veje Pastoft lægger ikke skjul på, at det var et mål for hende at blive leder:
Jeg har altid haft ambitionen om at blive leder. Det kom dog bag på mig, at muligheden opstod så tidligt, men jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle slå til. Derfor er jeg i dag leder for et mindre team af 6 meget dedikerede IT-kyndige kollegaer, som f.eks. sikrer, at vores hardware giver en nemmere hverdag for vores brugere, og at kassesystemerne virker i vores mange butikker. Vi har snitflader på tværs af hele Dagrofa, så vi har mange samarbejdspartnere – også uden for IT.

Hun uddyber, hvordan hendes primære rolle handler om at give medarbejderne nogle gode arbejdsbetingelser:
I modsætning til resten af mit team er jeg ikke så teknisk funderet, selvom jeg selvfølgelig har tillært mig en vis indsigt. Derfor er det min vigtigste opgave som leder at skabe de bedste forudsætninger for, at teamet kan præstere og udvikle sig rent fagligt. I øjeblikket har vi meget fokus på at blive bedre til at prioritere vores ressourcer og at få taget øget ejerskab over de projekter, som vi også skal lykkedes med på en god måde. Vi skal være et mere velsmurt serviceorgan, der forebygger forskellige former for IT-bøvl i dagligdagen.
Læs mere om Kathrin Veje Pastoft
Kathrin Veje Pastoft er uddannet bachelor fra Aalborg Universitet i engelsk og international virksomhedskommunikation. Sideløbende med sin nuværende stilling skal hun tage forskellige former for efteruddannelse i ledelse.
- 33 år
- Bosat i Jyllinge med sin mand og 2 børn
- Har været ansat i Dagrofa siden januar 2022 – i dag er hun teamleder for Onsite IT & Butikssupport
- Uddannet bachelor i engelsk og international virksomhedskommunikation fra Aalborg Universitet – et af semestrene blev gennemført på et kinesisk universitet
Digitale marketingprojekter kickstartede rejsen mod IT
Det lå ikke nødvendigvis i kortene, at Kathrin Veje Pastoft skulle ende med at være en del af Dagrofa IT, da hun startede sin professionelle karriere med at arbejde med marketing.
Efter at have været ansat på et marketingbureau gik turen til COOP, hvor Kathrin Veje Pastoft løftede forskellige marketingopgaver, som i løbet af årene udelukkende var på digitale produkter.
Dernæst skiftede hun til Dagrofa i januar 2022, hvor Kathrin Veje Pastoft blev gjort ansvarlig for udvikling, udrulning og drift af selvbetjeningsløsninger til MENY og Spar-kæderne.
Hun sætter disse ord på sit sporskifte fra marketing til IT:
I virkeligheden er der tale om en meget naturlig udvikling, da det digitale element fik større og større betydning i mine tidligere stilling. Det kulminerede selvfølgelig i Dagrofa, hvor jeg fik lov et dygtiggøre mig indenfor ét produktområde med et strategisk fokus – nemlig selvbetjeningsløsninger til vores detailbutikker. Derfor var springet heller ikke så stort igen, da jeg blev spurgt om, hvorvidt jeg ville have mit nuværende job, selvom det har en bredere berøringsflade
Jeg fik lov et dygtiggøre mig indenfor ét produktområde med et strategisk fokus – nemlig selvbetjeningsløsninger til vores detailbutikker.
IT fylder meget i den nye strategi
Et centralt element i Dagrofa-koncernens nye strategi ’Gro’27 – Vækst på vores måde’ er, at vores IT-løsninger skal opgraderes og forbedres. Helt konkret er indsatsen ’Et stærkt og fornyet IT-fundament” en del af koncernens strategihus.
Og det er med andre ord et godt argument for at forfølge en IT-karriere i Dagrofa – sådan lyder det fra Kathrin Veje Pastoft: Jeg oplever i mit eget job, at der med vores nye strategi er kommet meget mere fokus på, at IT spiller en afgørende rolle for, at hele virksomheden kan lykkes med at skabe vækst. Der er en klar forventning om, at vi i IT skal være med til at optimere processer og arbejdsgange. Derfor er der også en vilje til at gøre tingene anderledes end tidligere. Det er i min optik rigtig spændende.
Hun siger afslutningsvis: IT er som sagt i spotlyset, og det synes jeg personligt, er meget motiverende. Det giver adgang til nogle udfoldelsesmuligheder og ressourcer, som gør det endnu mere interessant at gå på arbejde. Selvfølgelig skal vi hele tiden balancere mellem at supportere driften og at udvikle nyt, men jeg er helt sikker på, at der nok skal ske masser af fremdrift, og det vil jeg meget gerne være en del af.
