Aftale forlænges:
Dagrofa og Q8 indgår ny aftale om levering af varer
5.3.2026 13:44:04 CET
Alle artiklerDagrofa og Q8 har siden 2020 arbejdet sammen om leverancer til de mere end 100 Q8-stationer i Danmark. Den nye aftale rummer planer om vækst og især innovation inden for food-kategorien
Q8 og Dagrofa har forlænget samarbejdsaftalen om dagligvareleverancer til hele Q8’s danske netværk, som består af mere end 100 stationer. Med aftalen er parterne på vej mod et 10 år langt samarbejde, som har udviklet sig til gavn for både forretning og kunder.
Brændstof er noget af det eneste, Dagrofa ikke leverer til Q8-stationerne, og den nye aftale er et skridt ind i en ny strategisk fase med fokus på innovation og vækst. Sammen skal parterne udforske nye food-koncepter, nye kundegrupper og i det hele taget udforske markedspotentialet.
”Vi er stolte af at have medvirket til udviklingen af nye food-koncepter til Q8 undervejs i vores aftale. Med den nye aftale bygger vi videre på en fælles succes. Vi har i sinde at tage vores samarbejde til nye højder på flere områder. Det handler om koncepter og sortiment, men det handler også om optimering af logistikprocessen og høj leveringssikkerhed,” siger salgsdirektør Jette Andersen, Dagrofa Logistik.
Hun glæder sig også over, at Q8 er en kunde, hvor Dagrofa i kraft af sine forskellige forretningsben, kan bringe flere kompetencer i spil og gøre en forskel for kunden.
”Q8 er en af Dagrofas nøglekunder inden for convenienceområdet, og vores samarbejde både internt med kategori i Dagrofa og Dagrofa Foodservice og i et fælles team med Q8’s Innovation Food-medarbejdere har været en afgørende faktor i vores succes. Vi glæder os til at nå endnu længere sammen med Q8,” fortsætter Jette Andersen.
Tommy Møller Jensen, der er Head of Category Management i Q8 Danmark glæder sig også over netop det tætte samarbejde.
”For os handler samarbejdet med Dagrofa om at forene innovation, kvalitet og høj driftsstabilitet. Vi skal hele tiden udvikle vores food-tilbud og tænke nyt for at være relevante for kunderne, men det kræver samtidig en partner, der leverer med præcision og kvalitet hver dag. Med den nye aftale står Q8 Danmark fortsat stærkt i ambitionen om at gøre det nemt og attraktivt for kunderne at handle hos os”
Fremtiden: Et solidt fundament for fortsat vækst
Den nye flerårige aftale skaber et stærkt udgangspunkt for næste kapitel i partnerskabet. Med en dokumenteret historik, et integreret værdikædesamarbejde og et stærkt Food-team i ryggen står Q8 og Dagrofa endnu bedre rustet til at skabe nye resultater og styrke kundeoplevelsen yderligere i de kommende år.

















